top of page

Spejle, vand og lys i haven

REFLEKTIONER er kodeordet.

Der er mange måder man kan etablere eventyrlighed i haven.
Spejle og vand kan sammen med lyssætning være de altafgørende faktorer for uforglemmelighed.

SPEJLE

I min have har jeg mange spejleffekter. Det er utroligt, hvad der kan skabes af illusioner, når man sætter spejle op på forskellige måder.
I PERGOLAEN:
Her er små firkantede spejle på fiskesnøre. De hænger igennem hele pergolaen.
Lyset reflekterer i dem og kaster det rundt i hele haven.
Spejlene fik jeg fremstillet i Marrakech, men man kan sagtens selv lave dem.





I "UENDELIGHEDENS HAVE"

En del af haven har jeg kaldt for ”Uendelighedens Have”.
To kæmpespejle indrammer et mindre område og giver illusionen af uendelighed med forskellige oplevelser, afhængigt af hvor man står. Spejlene er fabrikeret af henholdsvis en glarmester og en smed, og de er støbt ned i jorden. (Foto Poul Kofod) http://kofod.tv/

Det er væsentligt at spejlene står i rette vinkler overfor hinanden, da oplevelsen ellers ikke er optimal.
Denne del af haven er overdækket med et espalier med 1000vis af roser. Før spejlene kom ind var pladsen mørk - nu opleves den på en helt anden måde.

Pladsen er lys sat med 2 store lamper og masser af lanterner. Her ses den lille plads med et et kæmpe konsolbord, der præsenterer årstidens planter og frugter. Billedet er fra en efterårsdag, hvor rosenbladene er faldet af pergolaens tag og stemningen lidt brysk.



Spejle kan sættes i mange vinkler, for at indfange det billede man skal opleve.
Hvis man har en lille have og den tilmed er mørk - ja så er løsningen her.
Arkitektonisk kan spejlvægge give helt ekstreme genspejlinger.





Spejle i mindre omfang er gudskelov også en skøn oplevelse.

Et lille spejl kan med hyggelig virkning sættes på et træhus i haven, eller på en mur. Hvis man sætter spejlet op på en mur, hvor planterne eller træerne står symmetrisk som på billedet, vil det give en sjov effekt.

En anden form for reflektion er VAND

Jeg synes, enhver have skal have vand. Vand er den livgivende faktor og den bringer lys og herlig lyd.

Spejlinger i vandet er essentielt, og hvis man vil benytte vand-effekten med et spejlbassin, er det kun effektfuldt, hvis der er noget, der spejler sig i vandet. På det her billede af vand og en bro kan man rigtig se, hvad effekt spejlingen har.

Men lad os gå ned i en mindre skala, med ideer der er mulige i de fleste haver.
De store trækar er så fine med flydende blomster fra træer og buske. Det er også muligt med åkander og flydende lys. Græsser og buske helt op ad karret vil give en god effekt og hvis du har mulighed for en lille dam - så er en stor sten en super ide.

Hvis man er i tvivl om reflektionerne i vandet, kan man altid afprøve effekten med et spejl.



VAND OG LYS HØRER SAMMEN


Når det er mørkt, er det væsentligt at have en god lyssætning i haven. Alle reflektionerne kommer til live på en helt anden måde. Et træ eller en krukke der genspejler sig i vand giver dobbelt herligheds effekt.
Vandoplevelsen kan også blive forstærket i mørket med flydende stearinlys i små glasskåle eller lanterner som på billedet.

ANDEN LYSSÆTNING I HAVEN

Foruden at have de logiske havespots op af træer og skulpturer har jeg i min egen have andre lamper der hænger ned fra træer eller pergolaer. På en lille terrasse har jeg en balinesisk slængebænk og lanterner hjembragt fra Marokko. Jeg har valgt, at det er levende lys, der skal skabe stemningen. Om vinteren tager jeg lanternerne ind, da de er håndmalede og lidt sarte.


NYD DE LANGE LYSE SOMMERAFTENER

Når sommeren er hed og nætterne korte, synes jeg, det er skønt at invitere venner til en storslået oplevelse. Jeg foreslår opera. Her er det operasanger Isabel Piganiol i ildrød kjole, der svæver ned i haven med 100 vis af tændte lanterner.


 

Artiklen er ikke sponseret, og jeg har ikke modtaget honorar for den.

Nogle af billederne er fundet på nettet, hvor fotografen er ukendt. Kom frem hvis det er dit billede.

Hvis I benytter eller deler mine billeder, venligst kreditér med Adamasblog.com






Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page